FOTOJAGT 2008
Er du frisk på at lave noget sjovt i efterårsferien?
Så gå på jagt efter vilde præmier i årets sjoveste fotokonkurrence for dig mellem
9-15 år!
Du kan deltage uanset hvor du bor i Danmark.
Vind præmier
Førstepræmien
er et digitalkamera, og der er mange andre flotte præmier, blandt andet en mp3-afspiller, sportstasker, chokolade og gavekort. Alle deltagere i konkurrencen får et personligt FOTOJAGT 2008-diplom.
Udstilling
Alle deltagere får deres fotografier udstillet på Vestsjællands Kunstmuseum fra lørdag den 25. oktober - søndag den 2. november 2008.
Vind publikumsprisen
Bliver du den heldige vinder af årets store publikumspris? I udstillingsperioden kan museets publikum stemme på deres favoritbilleder – den fotograf der får flest stemmer vinder en MP3-afspiller! Få dine venner og familie til at komme ind på museet og stemme på deres favoritbilleder. Blandt dem der stemmer trækker vi desuden lod om fem mindre præmier.
MP3-afspilleren har en værdi af kr. 1300. Publikumspriserne sponsoreres af Sydbank.
Præmieoverrækkelse
Lørdag den 1. november kl. 14 kårer vi alle årets vindere ved en særlig præmieoverrækkelse på museet. Den unge sangerinde Hannah Jørgensen, kendt fra X Factor, vil synge udvalgte sange. Inviter dine venner og familie med!
Din opgave
Hvad tænker du på, når du hører din yndlingssang? Kan du fotografere det? Kan andre gætte, hvilken sang det er, når de ser dine billeder? Din opgave i FOTOJAGT 2008 er at tage billeder til tre kendte danske sange, som vi har udvalgt. Men hvilke tre sange du skal fotografere, røber vi først den 13. oktober...
Hvad sker der?
1. Startskuddet til årets FOTOJAGT går mandag den 13. oktober. Fra kl. 10 kan du her på hjemmesiden
se den opgave, som du skal løse.
2. Fat dit kamera eller din mobiltelefon og slip fantasien løs :)
Du må godt løse opgaven sammen med en ven eller veninde, eller måske kender du en fætter med gode ideer – men husk at I skal være mellem 9-15 år for at deltage (se regler nedenfor).
3. Du kan gå i gang når du vil, men vi skal have dine fotos senest
den 19. oktober (pr. email) eller den 20. oktober (på cd sendt med almindelig post til museet). HUSK at oplyse navn og alder, adresse, telefonnummer og email, og HUSK at angive hvilke billeder, der hører til hvilke sangvers. Læs nærmere om, hvordan du indsender her.
4. Når vi har modtaget dine fotografier vil de blive bedømt af vores professionelle dommerpanel (se nedenfor)
5. Dine billeder bliver udstillet på Vestsjællands Kunstmuseum fra lørdag den 25. oktober - 2. november 2008.
6. Vinderne offentliggøres ved en præmieoverrækkelse på Vestsjællands Kunstmuseum lørdag d. 1. november kl. 14.
Dommerpanelet
Hannah Regitze Jørgensen
Sangerinde og X Factor-deltager 2008
Camilla Lund Rasmussen
Vinder af Politikens Fotomarathon 2006
Jens Wollesen
Fotograf på Dagbladet
Andreas Brøgger
Museumsinspektør på Vestsjællands Kunstmuseum
Regler for konkurrencen
Deltagere skal være mellem 9-15 år.
Deltagere indestår for selv at have fotograferet de indsendte billeder og at have den fulde ophavsret hertil.
Fotografierne må godt være billedbehandlet.
Alle indsendte fotografier bedømmes af konkurrencens dommerpanel.
Dommerpanelet uddeler en første-, anden- og tredjepræmie.
Hvis to eller flere personer samarbejder om at løse opgaven og indsender deres bidrag i fællesskab (9 fotografier i alt), vil de i tilfælde af præmiering blive betragtet som én deltager (og vinder derfor kun én præmie til fælles eje).
Publikumsprisen gives til den deltager, der har fået flest stemmer fra de besøgende på Vestsjællands Kunstmuseum i udstillingsperioden fra 25. oktober og frem til præmieoverrækkelsen 1. november kl. 14.00.
En deltager kan godt vinde både publikumsprisen og en af de tre præmier, som uddeles af dommerpanelet.
Vestsjællands Kunstmuseum og Sorø Bibliotek forbeholder sig retten til at udelade bidrag, der kan virke anstødelige.
Vestsjællands Kunstmuseum og Sorø Bibliotek forbeholder sig retten til vederlagsfrit at anvende deltagernes fotografier i fremtidig markedsføring, dog med angivelse af ophavspersonens navn.
|