PRESSEMEDDELELSE
25. oktober 2008
FOTOJAGT 2008
Udstilling og præmieoverrækkelse
25. oktober – 2. november 2008
I forbindelse med Sorø børnekulturuge udstiller Vestsjællands Kunstmuseum lige nu alle fotografierne taget under FOTOJAGT 2008 – en fotokonkurrence for børn mellem 9-15 år.
FOTOJAGT 2008 begyndte i efterårsferien, hvor deltagerne i anledning af Sangens År fik til opgave at tage billeder til tre kendte danske sange. Det er der kommet nogle fine og særdeles opfindsomme resultater ud af. Udstillingen kan ses frem til søndag den 2. november.
Alle interesserede opfordres til at komme forbi museet og stemme på deres favorit-fotograf. Der kan stemmes frem til lørdag den 1. november kl. 14, hvor der afholdes præmieoverrækkelse og koncert (se nedenfor). Den deltager, hvis billeder har fået flest stemmer fra museets besøgende, modtager en særlig publikumspris, en MP3-afspiller til en værdi af kr. 1300, som vil blive overrakt samtidig med de øvrige præmier, bl.a. digitalkamera og gavekort.
Præmieoverrækkelsen finder sted lørdag d. 1. november kl. 14 på Vestsjællands Kunstmuseum.
I forbindelse med præmieoverrækkelsen giver den unge sangerinde, Hannah Regitze Jørgensen, kendt fra X Factor, prøver på sit sangtalent. Hun synger bl.a. sangen Buster, som de unge fotografer har taget billeder til. Hannah fungerer desuden som en af dommerne i konkurrencen.
Pressen er velkommen under udstilling og præmieoverrækkelse
FOTOJAGT 2008 er arrangeret af kunstmuseet i samarbejde med Sorø Bibliotek. Konkurrencen arrangeres i samarbejde med Camilla Lund Rasmussen, tidligere vinder af Politikens Fotomarathon.
Dommerpanelet består af Camilla Lund Rasmussen, vinder af Politikens Fotomarathon 2006, Hannah Regitze Jørgensen, sangerinde, Jens Wollesen, fotograf på Dagbladet, samt Andreas Brøgger, museumsinspektør på Vestsjællands Kunstmuseum.
FOTOJAGT 2008 er støttet af Kulturregion Midt- og Vestsjælland, Sorø Radio og Sydbank samt en række andre lokale sponsorer.
Nærmere information er tilgængelig på www.vestkunst.dk/fotojagt
eller hos formidlingsinspektør Andreas Brøgger på ab@vestkunst.dk eller tlf. 25 48 13 11.
Med venlig hilsen
VESTSJÆLLANDS KUNSTMUSEUM og SORØ BIBLIOTEK
Tilbage
|