Vestsjællands Kunstmuseum
  
Til pressen
Seneste
pressemeddelelser
Arkiv
Fotos af museet

15. april 2009

Pressemeddelelse

Lundgaard og Tranberg Arkitekter har vundet konkurrencen om en udvidelse af Vestsjællands Kunstmuseum.

Vestsjællands Kunstmuseum har i dag offentliggjort resultatet af arkitektkonkurrencen om en ny tilbygning til museet.

Tilbygningen på 1200-1400 kvadratmeter vil forsyne museet med nye udstillingsarealer samt en række publikumsfaciliteter, bl.a. et kommunikationscenter med foredragssal, formidlingsafdeling og cafeområde.

Fem danske og et spansk arkitektfirma har deltaget i konkurrencen, og der er indkommet seks højt kvalificerede og meget originale løsninger på opgaven.

Lundgaard & Tranbergs vinderprojekt tager udgangspunkt i det eksisterende museums situation og beliggenhed i Sorøs historiske bymidte. Projektet har skabt et stærkt og enkelt hovedgreb med en ny længebygning, en mindre mellembygning og et underjordisk udstillingsareal.

Bygningen indrammer to smukke gårdrum – henholdsvis en museumsgård og en biblioteksgård, og der etableres en ny central hovedindgang med adgang fra begge disse gårde. 

Dommerkomiteen har fremhævet forslaget for dets overbevisende og arkitektonisk tilpassede hovedgreb samt for en ideel placering af funktionerne med et forbilledligt flow mellem bygningsdelene.

Sideløbende med udvidelsen foretages der en gennemgribende renovering af den gamle museumsbygning ved arkitekt Niels F. Truelsen. Renoveringen er muliggjort takket være økonomisk støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

Yderligere oplysninger her eller ved henvendelse til Vestsjællands Kunstmuseum på tlf. 57 83 22 29.

Billeder og detaljeret information om tilbygningen kan findes i præsentationsmappen (PDF) fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

Med venlig hilsen
Vestsjællands Kunstmuseum

Charlotte Sabroe
Direktør


Tilbage


PRESSEBILLEDER
Klik her
 
Vestsjællands Kunstmuseum       Storgade 9       4180 Sorø       T: 57 83 22 29       F: 57 82 00 18       E: museum@vestkunst.dk     Kolofon