Ikonsamlingen på Vestsjællands Kunstmuseum
Fra privatsamleren Per Schrøder har museet fået doneret 32 russiske ikoner. Disse suppleres af Hermod Lannungs samling af 23 ikoner og forskellige liturgiske genstande fra den ortodokse kirke.
Ikonerne daterer sig fra ca. 1500 til ca. 1900 og viser eksempler på de hyppigst forekommende motiver. En stor gruppe er viet til de hellige personer. Det kan være den velsignende Kristus eller Maria som Gudsmoder. Også helgener og ærkeengle afbildes på ikonerne. En anden gruppe udgør de såkaldte festdagsikoner, der knytter sig til særlige kirkelige højtider. Ikonerne havde oprindeligt deres plads i kirken. Der opstod dog tidligt et ønske om også at have ikoner i hjemmet eller med på rejsen som beskyttelse. Disse rejseikoner er typisk udført i metal, og samlingen rummer smukke eksempler på sådanne transportable ikoner.
Det skal tilføjes, at museet er stillet endnu en righoldig privat ikonsamling i udsigt, således at Vestsjællands Kunstmuseum vil tegne sig som et center for ikonkunst i Danmark.
|