|
Middelalder
Unik for Vestsjællands Kunstmuseum er samlingen af romanske og gotiske træskærerarbejder. De stammer fra kirkerne omkring Sorø, der på grund af Hvideslægtens dominans var rigt udsmykkede. Efter reformationens opgør med den katolske kirkes billeddyrkelse blev figurerne fjernet fra deres pladser i kirkerne og anbragt på lofterne.
Der er tale om en snes krucifikser samt helgen- og Madonnafremstillinger. Mange bærer tydelige spor efter den oprindelige farvestrålende bemaling. Med en datering fra ca. 1200 til reformationen i 1536 giver giver skulpturerne en fin indsigt i udviklingen inden for den danske middelalderskulptur.
I 1968 skænkede Ny Carlsbergfondet museet to fornemme træskulpturer - Maria og Johannes - udført af billedskæreren Claus Bergs værksted i 1520erne. Figurerne har oprindeligt været del af en korsfæstelsesscene. De danner en flot afslutning på denne del af samlingen og demonstrerer, hvorledes den gotiske stil kulminerer i en dramatisk og indlevende menneskefremstilling. |
| |
|
 |
Ovenfor:
Claus Berg
Maria (fra en korsfæstelsesgruppe)
1520'erne
Fotograf: Anders Sune Berg |
|