Vestsjællands Kunstmuseum
  
Aktuelle
udstillinger
Kommende
udstillinger
Tidligere
udstillinger



























DET SENESTE NYE
Nyerhvervelser af samtidskunst

29. november 2008 – 11. januar 2009

Vestsjællands Kunstmuseum har i de seneste år erhvervet værker af toneangivende yngre kunstnere som Olafur Eliasson, Mads Gamdrup, Signe Guttormsen, Peter Holst Henckel, Astrid Kruse Jensen, Joachim Koester, Peter Land, Kristine Roepstorff, Morten Schelde og Jasper Sebastian Stürup.

I et facetteret tiår med mange kunstneriske diskurser og udtryksformer satser museet i sin indsamling på temaer og kunstneriske strategier i samtidskunsten, som har forbindelse med den øvrige del af samlingen: konceptkunst, minimalisme, formel og social strukturanalyse samt landskabet og “stedets problematik”. De nye erhvervelser lægger sig således i forlængelse af museets samling af kunst fra især 1980erne og 1960erne, ligesom der også trækkes linjer tilbage i museets ældre samling.

Vestsjællands Kunstmuseum yder en særlig indsats inden for samtidskunsten, og sætter hvert år udstillinger op med en eller flere unge kunstnere. En del af de værker, der nu udstilles, er erhvervet i forbindelse med disse udstillinger.

Den aktuelle udstilling viser et udvalg af de ovenfor nævnte kunstnere og byder på bl.a. fotografi, video, maleri, tegning og collage.

Denne udstilling er en del af museets nye initiativ .SAMLINGSPUNKT


.SAMLINGSPUNKT
Hvad er kunstmuseets væsentligste aktiver i dag – særudstillingerne, der sikrer nyhedsværdi og trækker publikum til her og nu, eller samlingen som bygges op over tid og med sigte på eftertiden?

Ofte frister store dele af kunstmuseernes samlinger en tilværelse på magasinerne eller stivner i faste ophængninger. Ikke desto mindre er det netop samlingen, der er museets grundkapital.

Vestsjællands Kunstmuseum ønsker med en række dynamiske udstillingsprojekter med den fælles betegnelse .SAMLINGSPUNKT at vise, hvordan museerne i dag kan aktivere denne grundkapital på nye måder.


Vestsjællands Kunstmuseum       Storgade 9       4180 Sorø       T: 57 83 22 29       F: 57 82 00 18       E: museum@vestkunst.dk     Kolofon