AF STED
– et forundringsværk |
AF STED er et nyt kunstnerisk-poetisk forundringsværk om de fem temaer, der også er udgangspunktet for udstillingssamarbejdet KURS: HAVNEN, HØJEN, SØEN, TORVET, TRÆET.
Omtrent hundrede forfattere, billedkunstnere, komponister og videnskabsfolk giver fabulerende og overraskende indblik i de fem temaer.
Morten Søndergaard, der var en af initiativtagerne til Brøndums Encyklopædi fra 1994, har redigeret bogen.
På initiativ af Vestsjællands Kunstmuseum og de fire øvrige kunstmuseer i Region Sjælland har han skabt en ny poetisk encyklopædi, der går tæt på nogle af de velkendte steder, der omgiver os: søen, træet, havnen og torvet.
Af Sted udgives i sammenhæng med de fem museers udstillingssamarbejde, KURS, men er langt fra et traditionelt udstillingskatalog. Af Sted er snarere i sig selv en udstilling - et rum for associationer og nye betydninger, hvor faktuel viden blandes med kunstneriske indsigter. Bogen udforsker samtidig rammerne for, hvordan viden formidles ved en række grafiske greb – alt fra skibscontainere man selv kan samle til pin-up påklædningstræer og flot udstyrede vognporte.
Bidragyderne ser stederne fra deres særlige og subjektive vinkel, lige fra lodsen og tingfinderen over hjerneforskeren, arkitekten og arkæologen til forfatteren og komponisten.
"Det er som om, alle er kommet med deres allerbedste til bogen, og den har fået sit eget poetiske overskud, som handler om faktuel viden og kunstnerisk nysgerrighed. Man bliver opmærksom på, hvordan verden også kan ses og fortolkes. For eksempel har en hjerneforsker valgt at beskrive ordet 'høj' med udgangspunkt i oplevelsen af at være høj på euforiserende stoffer, mens en komponist har lavet et gigantværk for Beredskabsstyrelsens sirener, altså en meget høj lyd", siger Morten Søndergaard.
Bogen indeholder desuden en række klassiske tekster, så f.eks. den romantiske digter Giacomo Leopardis digt om en italiensk høj står side om side med Johannes Ewalds "Høyen" og spritnye tekster af Naja Marie Aidt, Jens Blendstrup og Suzanne Brøgger samt en række andre forfattere.
Af Sted er blevet til med støtte fra Region Sjælland, Kulturministeriets Pulje til Kultur i hele landet, Ny Carlsbergfondet og Højesteretssagfører Davids Legat for Slægt og Venner.
Af Sted kan bl.a. købes i museets butik. |
|
 |
AF STED
Redigeret af Morten Søndergaard
Bidrag af mere end 100 danske forfattere, kunstner, videnskabsfolk og komponister
Udgivet i anledning af de fem KURS-udstillinger på kunstmuseerne i Region Sjælland
270 sider, rigt illustreret
349 kr.
Kan bl.a. købes i museumsbutikken
|
 |
| Læs om KURS:SØEN |
|
|